Lettere at flytte plads
I PBS flytter 1.000 medarbejdere hvert år plads. Det tager en masse tid, men efter at virksomheden fjernede de lange gange med cellekontorer, er tidsforbruget reduceret med 40 procent.
Da PBS i 1998 skulle have fire nye folk ind i en arbejdsgruppe, blev virksomheden nødt til at flytte 60 mand for at få det til at gå op. Det var et af incitamenterne til at lave om på indretningen af arbejdspladsen, der dengang bestod af cellekontorer og lange gange.
PBS – Payment Business Services, som bl.a. andet er kendt som bankers og sparekassers betalingsservice - er en stor arbejdsplads med omkring 800 ansatte. Det er en IT-tung projektvirksomhed, der hele tiden forandrer arbejdsgrupper og samarbejdskonstellationer.
”Vi var til møde med et konsulentfi rma, som introducerede os for ”New ways of working” i slutningen af 1998, og vi kunne hurtigt se, at det matchede vores forretningsmæssige ønsker. Vi rev alle væggene ned, skabte åbne kontormiljøer i store rum, hvor der sidder op til 40 mennesker i hver ”Filet”, som vi kalder det”, fortæller Charlotte Valmin, der er arkitekt i virksomhedens personaleafdeling.
Samtidig med de åbne kontorer etablerede PBS også stillerum, hvor man kan arbejde mere uforstyrret, tale i telefon og holde møder. Cirka 600 af medarbejderne har trådløse telefoner, så de er meget mobile. Desuden har virksomheden indført distancearbejdspladser, hvor folk i 1-2 dage om ugen kan sidde hjemme.
Midt i bygningen har PBS indrettet et cirka 700 kvadratmeter stort, åbent og lyst rum, hvor der er kantine, cafémiljø og en ”engelsk klub”, hvor man kan sidde mageligt og læse blade og aviser, snakke, slappe af eller have uformelle småmøder om stort og småt.
”Det er et meget positivt miljø, som folk er glade for, og har vi brug for det, kan vi faktisk samle hele fi rmaet dér,” siger Charlotte Valmin.
Alle i PBS sidder i åbent kontor, også ledelsen som gik i spidsen for forandringen ”Det største plus er, at alle har fornemmelsen af at være med, være en del af et fællesskab og være sammen. Deling af viden er blevet indbygget i hverdagen, fordi det er så let at snakke med hinanden, og med nærheden er beslutningsprocesserne blevet hurtigere. På den måde sparer vi tid og penge,” siger Charlotte Valmin.
Minus’et ved de åbne kontorer kan være koncentrationsbesvær og støj, og stillerummene bliver desværre ikke brugt så meget til netop at sidde for sig selv, når man har behov for det. De bliver i stedet brugt til møder. Indeklimaet kan være et andet minus, fordi det er sværere at styre med så mange mennesker, der ikke har samme opfattelse af, om det er koldt eller varmt, eller om det trækker.
”Det tager tid at ændre sine vaner, men både som individ og organisation udvikler vi os løbende”, mener Charlotte Valmin.
Artiklen er en del af temahæftet Fremtidens kontor
Se hele temahæftet
Senest revideret den 17. oktober 2011