Daglig bevægelse fastholder kontormedarbejderne
I Borgerservice i Bornholms Regionskommune er daglig bevægelse og fælles øvelser en del af strategien for at få de ældre medarbejdere til at blive på jobbet.
Af journalist Søren Svith, Periskop
Borgerservice i Bornholms Regionskommune er en arbejdsplads med mange medarbejdere på 50+. Da borgerservicechef Michael Hansen Bager besluttede at tilmelde afdelingen til BAR FOKAs projekt Krop & Kontor, var en af hovedformålene derfor at kunne fastholde de medarbejdere, som nærmer sig pensions eller efterlønsalderen.
»Vi har udsigt til virkelig at komme til at mangle arbejdskraft i de kommende år, så det er vigtigt for os at kunne holde på de ældre medarbejdere,« fortæller han.
Qigong før fredagsmødet
I Krop & Kontorprojektet blev der strikket en række bevægelsestilbud sammen i tæt dialog med medarbejderne. Hvis man besøger arbejdspladsen i dag - et år efter, at projektet stoppede - ser man stadig de store bolde, som bliver brugt til pilates eller som alternativ til kontorstolen. Og flere gange om dagen trænger der musik ud fra aktivitetsrummet, når en gruppe medarbejdere samles om en lille qigong-øvelse.
»Alle vores fredagsmøder starter og slutter med en qigong-øvelse til et stykke smuk musik. Så står alle 60 medarbejder sammen og laver øvelsen. Det giver fysisk velvære og mental ro,« fortæller Michael Hansen Bager.
Energi og trivsel
Valget af øvelser afspejler, at formålet med indsatsen mere bredt er at skabe større energi og trivsel. Afdelingen havde nemlig brug for at styrke fællesskabet på tværs af enheder, som er blevet sammenlagt i forbindelse med fusionen af kommunerne på Bornholm. Der var også fokus på at forebygge stress i forbindelse med en nedskæring på driften på 30 procent.
»Kroppen svækker, når man bliver ældre, og så hjælper det at holde den sund og rask. Men det er ikke armbøjninger, vi satser. Vores mål er at få mere energi ind i dagen. Typisk falder energiniveauet jo stødt gennem dagen, og man er udmattet, når man sætter sig ud i bilen klokken 16,«, siger Michael Hansen Bager.
Meditation i Fat boy
Hans mål er, at unge og ældre kan gå hjem fra arbejde fyldt med energi i stedet for at være energiforladte. Meditation er en af måderne, som mange medarbejde har valgt at tanke energi på.
»Det har fyldt meget hos nogle medarbejdere. De sætter sig i fred og ro med stille musik i mellem tre og ti minutter og mediterer. Vi har et rum, hvor de har mulighed for at sætte sig fx i en Fat Boy og høre musik. Nogle af dem med eget kontor gør det bare derinde,« fortæller Michael Hansen Bager.
Trivslen er afgørende
Han erkender, at det ikke er muligt at isolere effekten af projektet, men fremhæver tre indikationer på, at det har virket.
- En stor trivselsundersøgelse i hele kommunen viste for nylig, at Borgerservice ligger meget højt hvad angår social kapital.
- Antallet af medarbejder, som engang i mellem overvejer at søge væk er næsten dobbelt så stort for kommunen som helhed som i Borgerservice.
- Medarbejderne udtrykker selv stor tilfredshed med mulighederne for at bevæge sig og meditere i arbejdstiden.
»Der er meget få, der går på efterløn her, men jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er en effekt af projektet. Men vi ved jo, at det er afgørende for, om man bliver længere på arbejdsmarkedet om man trives på jobbet, » siger Michael Hansen Bager.
Værdig afslutning på arbejdslivet
Borgerservice har lige som mange andre arbejdspladser indført frivillige seniorsamtaler til alle, der er fyldt 55. Her kan man drøfte mulighed for at gå på nedsat tid og eller få andre jobfunktioner. Det kan fx være, at man har mange opgaver, hvor man bliver konfronteret med borgerne på ikke så positiv måde og gerne vil have mere administrativt arbejde i stedet.
»Det vigtigste for de fleste af de ældre medarbejdere er, at de kan trække sig tilbage med værdighed efter et langt arbejdsliv. De vil for alt i verden undgå den situation, at de andre snakker om, at de burde være holdt for længe siden. Derfor er det en vigtig lederopgave, hele tiden at give de ældre medarbejdere tilbagemelding på, hvordan de klarer deres arbejdsopgaver. Det skal have anerkendelse, men skal også kunne stole på, at deres chef siger til, hvis det begynder at knibe med at løse opgaverne tilfredsstillende,« siger Michael Hansen Bager.
Se også:
Hjemmesiden om projektet Krop & Kontor
BAR FOKAs hjemmeside Sund arbejdsplads
Senest revideret den 17. oktober 2011