Forside > Storrumsguide > Storrumskonference > Social intelligens

Åbne kontorer kræver øget social intelligens


I åbne kontorer er det ekstra vigtigt, at man ikke lader sig irritere - hverken af kolleger eller chefer. For irritationen aflæses lynhurtigt igennem lokalet og skaber dårlig stemning. Derfor er det vigtigt at styrke virksomhedens social intelligens.

Peder Venge


Af journalist Camilla Marcinkowski, Periskop

- Social intelligens handler bl.a. om at kunne forstå andre mennesker og kunne gennemskue sociale relationer, siger Peder Venge, konsulent i What is Pink. 

Den sociale intelligens er vigtig, fordi storrummet har ændret adfærden mellem medarbejdere og spillet mellem medarbejdere og ledelse.


Nye krav til lederne
- Der sker en nedbrydning af det klassiske hierarki, fordi ledelsen helt fysisk sidder tættere på. Det stiller nye krav til, at lederne formår at udvise social intelligens - fx igennem empati og mental opbakning af medarbejderne, siger Peder Venge.


Tillid, selvtillid og loyalitet
Tre ting er ifølge konsulenten afgørende for, om medarbejdere trives i storrummet: de skal føle selvtillid, have tillid til kolleger og ledelse og føle loyalitet overfor virksomheden.


Tilliden kommer nemmere i storrummet, fordi vi også mentalt rykker tættere på vores kolleger i de fælles rum. Men opbygning af selvtillid og loyalitet er lederens ansvar, mener Peder Venge.


Kropssproget afslører
- Det er utroligt vigtigt, at lederne ikke bare sidder fysisk i storrummet, men at de giver opmærksomhed og anerkendelse til medarbejderne. Anerkendelse er vigtigere i et storrum, end det var tidligere, fordi ansigtsudtryk og kropssprog hele tiden aflæses af medarbejderne, siger Peder Venge.


Tag fat om roden
I forhold til konflikter med irriterende kolleger - eller ledere - foreslår Peder Venge, at man tager fat i roden til irritationen med det samme.


- Det sker ofte helt automatisk i storrumskontorer. Konflikter afklares med det samme, og der bliver færre grunde til at holde formelle møder, siger han.




Senest revideret den 17. oktober 2011
Relaterede sider
 arbejdsmiljoweb.dk
Konference om storrum
Denne artikel er fra BAR FOKA og COWIs konference om storrum 22. november 2007.

Konferenceoplæg
Se Peder Venges
konferenceoplæg (PDF)

Peder Venge er senior partner og coach i virksomheden What is PINK?
Sekretariatschef med 20 års erfaring specifikt på kontorområdet med innovation og kompetenceopbygning over hele Europa. 
Læs mere på www.whatispink.dk.