Teknologi
Dette scenarium skulle gerne give et indblik i den fremtid, som vi tror mulig i 2008. Vi har valgt at tage udgangspunkt i teknologi, der allerede nu kan lade sig gøre og i interaktionen mellem teknologi og mennekser.
Det er svært at forstille sig, hvad fremtiden vil bringe i teknologisk forstand. I den henseende er den vigtigste lektie fra vores nærmeste fortid, at der er ingen, der kan forudsige, hvad der i fremtiden er muligt. Og mindst lige så vigtigt, hvad der vil være behov for. Vi har derfor valgt at tage udgangspunkt i teknologi, der allerede nu kan lade sig gøre.
Interaktion med teknologien
Den bedste måde at forstå teknologi er at observere, hvordan vi interagerer med den. I det følgende scenarium er det meningen, at man skal få en fornemmelse af selve interaktionen med værktøjerne, frem for en udelukkende teknisk forståelse.
Et scenarium
I virksomheden er en gruppe blevet sat til at arbejde på, hvilke kurser og efteruddannelser der ville være relevante for medarbejderne i HR-afdelingen. Gruppen består af 5 deltagere. Sørensen, som er chef for HR i virksomheden, har forberedt en præsentation, der skal fremlægges og derefter bearbejdes i fællesskab.
PDA
De fem mødedeltagere går ind i mødelokalet, ingen af dem har deres bærbare med, kun en PDA i lommen. Denne enhed er nøglen til deres interaktion med rummet. Den indeholder deres personlige identifikationskode, der blandt andet bevirker, at alle de digitale virkemidler, de anvender, fungerer efter deres personlige opsætning.
RFID (Radio Frequency Identification)
Sørensen stiller sig op ved tavlen med sin PDA. Den digitale tavle registrerer ved hjælp af RFID (Radio Frequency Identification), at det er Sørensen. Han oploader derefter sin præsentation til whiteboardet og tænder for trianguleringsprocessen, så han kan anvende tavlen som et almindeligt whiteboard kun med den forskel, at der er mulighed for at gemme de kommentarer, han adderer, efterhånden som mødet skrider frem.
Digitalt Clipboard
De fire andre har sat sig på hver deres stol med tilhørende digitalt Clipboard. De aktiverer Clipboardet med deres PDA, og deres personlige opsætning bliver aktiveret. Dette betyder blandt andet, at AIen i deres skriftgenkendelsesprogram er optimeret til deres specifikke håndskrift.
Ydermere kan de se og skrive i Sørensens præsentation. Hvis de laver adderinger, som andre skal se, kan de sende deres kommentarer op på whiteboardet.
Digital pen
Disse kommentarer bliver så tagget og visuelt er de i en anden farve end det, Sørensen skriver. Med den digitale pen er det muligt at flytte rundt på de forskellige kommentarer og at aktivere de tags, der er knyttet til dem.
Vægge som whiteboard
Efterhånden som mødet og præsentationen skrider frem, bliver det klart, at der er behov for at have flere informationer fremme, end der er plads til på whiteboardet. Væggene, hvorpå der var projekteret Sørensens yndlingskunstners seneste værker, bliver taget i brug. Kunsten bliver erstattet med tidligere tagne notater. Og gruppen får nu mulighed for at få et visuelt perspektiv over deres egne kommentarer, flere af de vægge, der ikke var projekteret kunst på, var allerede taget i brug som whiteboards.
Frederiksen ser på en af vægskærmene længst henne mod døren en kommentar i en kontekst, han mener, det ville være relevant for alle at høre. Han peger med sin pen på skærmen, aktiverer ”move”- knappen og sender informationen op på den centrale whiteboardskærm.
Hjemmesider på wwhiteboardet
Eriksen har siddet og tjekket hjemmesider ud for nogen af kurserne og finder noget interessant ved et af dem. Clipboardet er linket op til det trådløse netværk og har browser og email-funktion. Han smider hjemmesiden op på whiteboardet, så alle kan se den.
Da mødet er færdigt, uploader de alle præsentationen med noter til deres PDA og clearer derefter både white- og clipboards for information og kunst, rummet er nu klar til at blive brugt af næste gruppe.
Scenariet skulle gerne give et indblik i den fremtid, som vi tror mulig i 2008.
Det papirløse kontor
Vi har i arbejdet med Fremtidens Kontor været omkring en lang række områder, såsom diskussionen om det papirløse kontor, også kaldet det digitale kontor – og fillagring digitalt og lignende.
Papir kan ikke helt undværes
Vores konklusion er, at papir ikke kan udelades, men kan minimeres. Nye teknologier som e-ink og digitalt papir gør det muligt at få papirfornemmelsen med digitale dokumenter inden for en overskuelig årrække, så vores Fremtidens Kontor er et less-paper kontor og ikke, langt fra, et paperless kontor.
Senest revideret den 17. oktober 2011