Dristigt koncept vandt konkurrencen
Fremtidens kontor er to arbejdsrum, som fysisk og mentalt føles som en enhed, selv om de kan ligge i hver sin ende af verden. Det er i hvert fald det bud, som vandt BAR FOKAs priskonkurrence "En dag på fremtidens kontor."

Af journalist Søren Svith
"Dristig, nytænkende og spændende."
Med de tre ord motiverede professor Steen Hildebrandt dommerkomiteens begrundelse for at give førstepræmien i priskonkurrencen "En dag på fremtidens kontor" til den tværfaglige gruppe af studerende bag konceptet OnePlaces.
Holdet vinder en studietur til New York og en mulighed for at gå i dialog om deres projekt med en række absolutte topledere fra det offentlige og finanssektoren.
Steen Hildebrandt, der er professor ved Handelshøjskolen i Århus, lagde også vægt på, at løsningen fokuserer på den stigende globalisering, men at konceptet også kan anvendes f.eks. i en ny storkommune eller i danske afdelinger i en finansiel virksomhed.
Prisoverrækkelsen fandt sted på Dansk Arkitektur Center i København 9. februar under overværelse af blandt andre de fleste af de 56 studerende, som har deltaget i konkurrencen fordelt på 12 hold. Vinderne var ikke offentliggjort på forhånd, så der var en vis spænding af spore blandt deltagerne forud for offentliggørelsen.
Chefredaktør Anne Knudsen, Weekendavisen, overrakte 2. præmien, som gik til projektet Fremtidens kontor 2008. På vegne af dommerkomiteen begrundede Anne Knudsen prisen med, at der er tale om en løsning, som tager udgangspunkt i medarbejderne.
"Fokus på medarbejderne er en fremtidssikret idé, fordi konkurrencen om de dygtige, de kreative og dem, der ikke er syge om mandagen, bliver hård i fremtiden, sagde Anne Knudsen.
3. præmien gik til projektet Quest Invest, som arbejder med at opløse det traditionelle virksomhedsdomicil og etablerer livslange faglige netværk.
Lektor Helge Hvid fra dommerkomiteen sagde, at nogle af ideerne bag konceptet var prøvet af for 10-15 år siden uden succes, men at tiden nu er moden.
"Det er en løsning, som sikrer et godt arbejdsliv, som man kan tilpasse til de forskellige livsfasen", sagde han.
2. og 3. præmien er en studietur til New York.

Vinderholdet består af Kathrine Andersen, Jens Louis Valeur-Jaques, Linda Korndal, Hans Keiding BC og Lasse Mortensen. Til højre ses Steen Hildebrandt, som overrakte diplomer og blomster.
Foto: Thomas Søndergaard, Periskop.
Senest revideret den 17. oktober 2011