Erhvervsledere: Projektet bør afprøves i praksis
Der var mange roser, flere invitationer og en opfordring til at realisere OnePlaces, da projektet blev præsenteret for en gruppe topchefer i slutningen af februar.
Af journalist Claus Leick, Periskop
”Det her kan nemt oversættes til den kommunale hverdag”, sagde formanden for Kommunaldirektørforeningen, Allan Vendelbo, da han sammen med tre andre topchefer og vinderholdet bag Fremtidens Kontor diskuterede muligheder og perspektiver i vinderprojektet OnePlasces.
Dialogen med erhvervscheferne var en del af 1. præmien og foregik i et stort lyst lokale på Vartov i København den 22. februar, hvor de fire chefer og de fem studerende sad ansigt til ansigt med hinanden i en to timers dialog.
”Projektet skaber den samhørighed og (øjen)kontakt mellem medarbejdere og ledelser, som fysik er adskilt, men som er så afgørende for at skabe en god proces”, sagde Lars-Peter Søbye, der er koncerndirektør i Cowi.
Hold fast i ideen
Sammen med Carsten Jarlov, direktør i Slots- og Ejendomsstyrelsen og Flemming Borreskov, administrerende direktør i Realdania, blev de fem studerende kraftigt opfordret til at arbejde videre med ideen, men også at holde fast i den.
Det første skridt kan være, at få konceptet afprøvet i praksis – eksempelvis med en glasvæg, som erstatning for den interaktive skærm, som er grundideen i projekt OnePlaces.
Ideen er at forbinde to kontorer, der er fysisk adskilt, med hinanden. Det sker via en skærm, der viser en fuldkommen realtime-gengivelse af et andet kontor, og på den måde forbindes de to rum i ét samlet rum.


Fotos fra dialogmødet: Thomas Søndergaard, Persikop
Jorden rundt mens du sover
”Konceptet giver helt nye måder at arbejde 24 timer i døgnet på med en projektopgave. Når projektmedarbejderne går hjem det ene sted på kloden, tager andre over et andet sted på kloden. Næste morgen har projektet været en tur rundt om kloden og udviklet sig,” sagde Flemming Borreskov, der ser konkrete muligheder for gøre ideen til virkelighed i et byggeprojekt i København, som Realdania laver i samarbejde med blandt andet Dansk Arkitektcenter.
Han opfordrede vinderholdet til at tage en kontakt med Dansk Arkitektcenter. Han anbefalede samtidigt at tage kontakt til eksempelvis Sony for måske at få dem med på ideen. Om ikke andet så for at få kendskab til de teknologiske muligheder om nogle år.
Fra Carsten Jarlov var der er en invitation til at fortælle om projektet for en bredere kreds i Slots- og Ejendomsstyrelsen.
Teknologien bliver nemt kold
Han var i øvrigt meget begejstret for mulighederne for at skabe menneskelige relationer i OnePlaces. At man kan tænde lyset for hinanden eller lave kaffe til hinanden, selvom man fysisk er adskilt.
”Det er uhyre vigtigt, at man får tænkt den menneskelige dimension med ind, ellers blive teknologien nemt så kold, at det er et svært at skabe gode miljøer.
Carsten Jarlov mener i øvrigt, at projektet kan være et konkret bud på en videreudvikling af New Ways of Working.
Senest revideret den 17. oktober 2011